Jeg har brug for dig!…..I projektet ”LET IT GO” ønsker jeg at lave en serie billeder/collager, hvor hovedmaterialet er andres ’personlige’ papirelementer. Et projekt, hvor jeg ikke på forhånd kender det materiale, jeg skal arbejde med. Reglen i projektet er at papiret som jeg modtager, og kun det, skal bruges som de collageelementer billederne skal laves af. Udfordringen bliver at skabe plads til alle, få modsætninger til at mødes og umulige elementer til at indgå i sammenhæng med mindre umulige.
Hvis du vil være med, har jeg brug for:
Ca. 1-3 ark/stykker personligt papir fra dig. Det kan i bund og grund være helt tilfældigt bare det tilhører dig, men det kan også være noget, der fortæller noget om dig og måske har en vis betydning. Det kan være i farven, mønsteret, strukturen eller selve indholdet (tekst/skrift/tegning). Det kan stort set være hvad som helst, så længe det er dit personligt. Her kommer nogle eksempler, som kan hjælpe på vej: Egne børnetegninger, gamle snitmønstre, tapet, maleri/noget du har malet/tegnet/skrevet/spildt på, indpakningspapir, gækkebreve, koncertbilletter, regnskabsark, skolebøger, kladdehæfter, bogsider, notater, skitser, kalenderblade, emballage, kærestebreve mm – noget der indeholder et minde eller en særlig oplevelse eller alt muligt andet af/på papir
Tænk slet ikke på det æstetiske, alt kan bruges, det personlige og papirets betydning for dig er vigtigere end selve udseendet/’lækkerheden’.
Hvor skal det afleveres:
Alt papir afleveres eller sendes med posten til mig. Adressen er: Atelier Mia Willaume, Jernbanegade 40, Baghuset, 4000 Roskilde (hæng det gerne i en pose på døren el i postkassen i porten, hvis jeg ikke er der)
Du kan også sende det med Posten. Jeg refunderer gerne porto op til 15,- via mobilpay eller kvitterer med et af mine nye trykte kunstkort, som kan afhentes i atelieret efter 2/12.
Oplys gerne, hvis du vil deltage anonymt i projektet
Når jeg har samlet en god stor pulje går jeg i gang, og dit papir/bidrag bliver en del af de færdige værker på et tidspunkt. Billederne offentliggøres på en udstilling efterfølgende.
Jeg håber rigtig mange har lyst til at deltage og bidrage med noget personligt til dette projekt. Del og spred gerne budskabet. Jeg glæder mig til at modtage papir fra jer. Jeg opretter en event på FB som man kan følge.
Kærlig hilsen
Mia Willaume
www.miawillaume.dk