WOW
Mia Willaume – “Elefanten i Rummet”
“Her er jeg”
(Here I am)
Denne elefant er skabt som en del af Psykiatrifondens jubilæumsprojekt Elefanten i rummet og udspringer af et personligt og kunstnerisk arbejde med tavshed, sårrbarhed og det, vi bærer som mennesker.
Elefanten repræsenterer det, der er til stede i et rum, men ikke bliver sagt. Det, vi mærker, men undgår. Erfaringer, følelser og spændinger, som pakkes væk i håbet om, at de forsvinder af sig selv. Ofte gør de ikke. Tavshed kan brede sig, skabe afstand og gøre både relationer og mennesker ensomme – også når vi står tæt på hinanden.
Min elefant er klædt så levende, kraftfuldt og smukt på, at den fylder rummet og ikke er til at overse. Den må gerne insistere på sin tilstedeværelse. Den må gerne være for meget. Ligesom de temaer, den repræsenterer, fortjener at blive set, mærket og talt om.
Værket tager udgangspunkt i erfaringer fra både familie- og kærlighedsrelationer, hvor det, der gjorde ondt, ikke altid blev sagt højt. Hvor tavshed skabte afstand. Hvor misforståede hensyn blev til tyngde, og hvor ingen rigtig kunne trække vejret. Når vi ikke taler, mister vi forbindelsen – til hinanden og til os selv.
Elefanten bliver derfor mit bidrag til at bryde tavsheden.
Et synligt, farverigt og ærligt væsen, der træder frem og siger: Her er jeg. Lad os tale om det.
Værket er bygget op i lag. De første lag er frie, legende og ukontrollerede. Her gives der slip. Her forklares der ikke, og intet er færdigt. Lagene spejler det menneskelige: Vi bliver til i bevægelse, i fejl, i tvivl og i mod. Først senere opstår form og sammenhæng – når vi tør blive i det, der ellers er svært at rumme.
På elefanten står ordene:
“Say the real words.”
“Ingen skal stå alene.”
Og hen over rygsøjlen løber linjen:
“There is a crack in everything.”
For mig er disse ord en påmindelse om, at vores sprækker, erfaringer og sårbarheder ikke er noget, vi skal skjule. Det er her, vi genkender hinanden. Vi er mere ens, end vi tror.
Elefanten er også et opgør med en perfektionskultur og et samfund, hvor vi ofte spørger: Hvordan går det? – og svarer: Godt.
Måske går det ikke altid godt.
Måske skal vi turde folde mennesket ud.
Sproget. Rummet.
At træde ind over for et andet menneske og gøre sig sårbar – i både ord og handling – er at vise, hvem man er. Det er det mest menneskelige, og samtidig det mest modige, man kan gøre. Det kræver et rum og et sprog, vi hele tiden må skabe og folde ud sammen.
Derfor er denne elefant også en invitation. En invitation til at tage plads.
Til at give plads.
Til at være hele mennesker.
Jeg er både taknemmelig og stolt over at kunne give min personlige fortolkning og male på en elefant til fordel for Psykiatrifondens arbejde for mennesker, der lever med psykisk sygdom. Det er et vigtigt formåll. Og for mig langt mere end et kunstprojekt.
Dette værk er en personlig hjertesag.
Og mit håb er, at elefanten – når den står færdig og går på auktion – kan være med til at gøre en forskel. For dem, der kæmper. Og for dem, der står tæt på
Screenshot
