Interview/portræt af Mia Willaume – “Om at rykke på kriser”

Baggrund…
Mia er læreruddannet med billedkunst og musik som linjefag i 1999 – hvordan er hun så havnet her i et atelier som fuldtidskunster? Ja, bl.a. fordi det måske ikke var det rigtige hun valgte, og derfor ad åre ville en anden vej. Hun valgte med børn på bagsmækken i starten af 00`erne at male i en garage derhjemme, og det tog godt fat fra start, det lykkedes i stor stil, indtil en skilsmisse og en anden privat- og samfundsøkonomi gjorde at hun måtte sadle om, også fordi hun blev træt af en lidt serieagtig udvikling i sin kunst. Hun valgte at uddanne sig i længere tid indenfor maleriet (bl.a. på Spektrum og hos Bjørn Ignatius) og arbejde mere seriøst og målrettet.

I de sidste 13 år har hun arbejdet som kunster og for hende er livet blevet at stå op hver dag og genopfinde sig selv. Hun siger at ”det er som et patchworktæppe, du selv syer sammen at leve det liv jeg gør”. Derfor prøver hun at omgive sig med mennesker, der er ligesom hun selv, og ikke får hende til at føle sig forkert og ved siden af pga. sit valg af livsstil. Hun prioriterer benhårdt at lave det hun elsker 100 % og er tilfreds med det og deler ikke det normale liv med flotte køkkener og dyre rejser. Arbejdet er det, hun glæder sig til, og ikke weekenden og det ER jo bare i bund og grund et helt anderledes liv end de fleste mennesker har.

Det gode er, at hun kan bruge fortiden, søge noget i fremtiden og ændre nuet i fantasien og dét at få lov at skabe og udtrykke sig er det helt rigtige for hende.

Hun arbejder i flere forskellige medier, men du kan altid se at det er Mia Willaume, der står bag. Hun har bl.a. stået for et par store udsmykningsprojekter med børn i Roskilde og elskede det at møde børnene i et forum, hvor der ikke var fokus på vurdering, men på tid, ro og kreativitet. I det hele taget kan hun godt lide at undervise og gør det i mange sammenhænge. Hun har også arbejdet med mågestellet og skrald som modsætninger i installationer i en undersøgelse af værdier og som metafor for passende opførsel. Den primære udtryksform er dog maleriet, papirværker, collage og grafik.

En nordjysk melankoli…
Mia er fra et nordjysk hjem og ”en nordjysk tone” har hun jo fået med, griner hun, og dermed også huller at falde i, hvor angst og depression tidligere spillede med. Hendes skift i livet har bevirket en afgørende mental forandring, og hun tror på, at det vi tænker, føler og måden vores perception af virkeligheden er på influerer på vores celler og hele organismen. For hende personligt har det at vælge kunsten og sin egen vej været healende for både krop og sjæl og måske også ført til et mere spirituelt livssyn. Alt det, der bare er energi, det vi ikke behøver forstå, optager hende og når hendes billeder opnår en sådan energi, er de lykkedes.

Jeg oplever hende som et vibrerende menneske, følsomt og registrerende og der er da også noget, der pulserer og sitrer i hendes billeder, så de bliver meget levende og for nogle nærmest sakrale. Hun tror på at alt kommer ud af det samme stof, og mødes i en forbundethed, på trods af forskellige regler, livsmønstre og overleveringer.

Relationer skildret abstrakt…
I hendes liv er det altid gået stærkt, der har været mange forandringer, hvilket bl.a. har udmøntet sig i hele 19 adresser. Man kan sige at en stor del af hendes liv har handlet om forskellige former for brud, og disse arbejder hun også med i sin kunst: De brudte, dekonstruerede mønstre, former, der står selvstændigt og prøver at nå sammen, relationer skildret abstrakt.
Det handler om rum, personer eller steder. At forbinde tingene, at få det til at gå op. At skildre opbrud og harmoni. Mia Willaume bruger farverne til at skildre relationer, den måde de lægger sig side om side på, og måske tiltrækkes eller frastødes af hinanden skaber så at sige hendes fortælling, og den måde de virker på i andre mennesker, skaber DERES fortælling. Farver er et sprog og har stor symbolik og følelsesmæssigt impact.

Det interesserer hende ikke at male mennesker, derfor skildrer hun livet og vores relationer i abstrakt form. Der ligger noget der ikke kan defineres i det abstrakte, det kan ikke sættes i bås, bagagen du har med, og din hjernes evne til at forarbejde mønstre bestemmer din reaktion, alt kan ske i den verden du træder ind, hvorimod figurationen nogle gange styrer din oplevelse og dit narrativ.
Det abstrakte taler til alle sanser og kan sætte lyd, duft, smag i gang – det kan ikke hænges op på noget konkret. Du skal bruge dig selv mere rent fysisk, rytmisk, når du skaber abstrakte værker. Et figurativt billede foregår ofte mere oppe i hovedet, mens man skaber det, oplever hun.

Det er meget forskelligt hvad folk ser, og Mia Willaume oplever at jo mere enkel formen er, jo mere kan hun og beskueren tilføje. Hun tiltrækkes af grundformerne – en halvmåne, en cirkel… hun behøver ikke mere. Det er noget med at træde på bremsen, forenkle det at være maler via den enkle form. Hun elsker at arbejde med sine hænder, selve det at male, og tror det er sundt at dyrke det enkle, begrænse sig selv og dyrke gentagelsen.

Nogle vil mene, at hendes værker først og fremmest er dekorative, men tag ikke fejl, hun ønsker slet ikke kun at skabe designlækre, visuelt flotte, farverige mønstre og farver. Der er meget mere på spil – netop i ”det abstraktes sang om relationer, nærhed og afstand”. Det kræver tilegnelse og forståelse hos beskueren at indoptage hendes rytme og energi og lade sig tale til.

Grøn…
For tiden øver Mia sig i at arbejde i grønne nuancer, fordi hun til september sammen med Stine Leth og Marie Engelsvold sætter en gruppeudstilling op i Galleri kbh kunst, hvor fællesnævneren lige nu er farven grøn. Disse 3 kunstnere arbejder alle meget koloristisk, og her vil de prøve at begrænse sig i en enkelt skala. Grøn er hjertefarve, og repræsenterer hjem og tryghed, og det er en farve, man kan holde ud at se på i længere tid. Udstillingen kommer til at rumme mange forskellige værker i forskellige medier, fra strik til installation, maleri og collage. Eksperimentet med reglen grøn er sjov og udfordrende.

Krukker og kander… i billedserien Rooms…
Mia rykker altid på en krise, især når hun føler at hun skal videre og forstå noget nyt.
I efteråret 2018 begyndte hun at arbejde i olie – hvilket gav nye muligheder i arbejdet med fladen, og samtidig foretog hun et metodisk skift. Hun havde længe brugt grid´et som grundlag for former og farver. Nu prøvede hun at gøre det omvendte, nemlig at lade motivet bestemme grid’ets placering. Men hvad skulle hun tegne? Igen skulle det være de enkle former, og hun valgte krukker, skåle og kander i halvrunde former og herved bliver det nærmest abstrakte still-lebens, som udfolder sig smukt i serien Rooms.
I det hele taget er nøgleord om Mia proces og leg, modsætninger, orden og kaos, form og farve.

At finde hjem…
Mia har prøvet at have ulyst til at male – måske fordi hun malede noget hun gerne ville væk fra, hvor hun nu mere maler det, hun gerne vil hen til. Hun maler det hun er lige nu – ud fra hvordan hun er tilpas i livet. Og lige nu har hun det rigtig godt og føler hun endelig har fundet hjem, og det kan ses i hendes værker, synes jeg.
Hun har fundet ro til at arbejde med sit formsprog og hæve sig over det private, personlige stof – og for enhver maler er dette en frisættelse og et trin opad, vil jeg mene.

Nu maler hun mere på en måde, så det til sidst ”går op”, alle elementerne i malerierne finder sin plads om end ikke i harmoni. Hendes kunst må ikke blive for lækker, alle lag må gerne ses, penselstrøg og råhed skal være til stede, for hun vil ikke være den pæne pige, der laver dekorationskunst, disharmonien skal være der, blot hun selv føler dette maleriske sted hvor ”det går op”.

Når jeg spørger hende til hendes drømme om fremtiden vil hun egentlig bare gerne kunne blive ved med at skabe kunst, gerne sammen med andre, og i al ydmyghed måske også kunne leve lidt bedre af det. Og hun kunne godt tænke sig at komme ud over Danmarks grænser, hun synes af og til her er lidt smalt og småt, og ville godt være i et mere open-minded miljø end herhjemme. Hun vil også gerne have et samarbejde med et jysk galleri.

Med drømmene i syne slutter vi samtalen af. Det var en fornøjelse at besøge Mia Willaume og jeg vil anbefale at du lægger vejen forbi atelieret til et af deres Åbent Atelier arrangementer. Næste gang er i weekenden 23 – 24/3.

Repræsentationer:
Galleri Bergman i Stockholm og Karlstad (inkl. kunsttryk, når hun ikke har en aktuel udstilling)

Galleri kbh kunst i København – kommende udstilling i september 2019

Åbent Atelier sammen med maleren Niels Valentin i Roskilde jævnligt

Mia Willaume har deltaget i adskillige censurerede udstillinger.

Links:
www. miawillaume.dk (se især hendes Artist Statement)
https://www.facebook.com/miawilla/
Instagram: mia_willaume